Random ranting

Milady er stadig galsindet og heldigvis er der rigeligt at tage fat på. For humor har jeg nemlig heller ikke noget af og derfor bliver jeg glad og gerne skidesur, når en eller anden stymper først er ondskabsfuld og skynder sig at gemme det bag en byge af smileys.
Jeg er fandme for gammel til det der ironi-pis. Ondskabsfuldheder er ondskabsfuldheder, hvad enten de er serveret direkte vom Fass eller viklet ind i nuttede smileys og haha-det-er-bare-for-sjov. Pt er der en kvabodder, der tilsyneladende har set sig sur på mig. Jeg aner ikke hvorfor og jeg jeg er egentlig ligeglad. Et cyberbekendtskab stikker heldigvis ikke ret dybt og man kan jo bare ignorere dem, man synes er dumme. Så siden igår har jeg ignoreret i stor stil. Og været ret stille på mine sociale-bekendtskabssider, men der er også den grund at jeg skal have svaret et andet bekendtskab på om jeg gider se på hende i morgen. Og det gider jeg sådan set godt, men hun skal sgu skride igen. Så skal liiige lægge en aftale ind, som hun ikke er en del af. Så kan det også blive hygsomt. Tror jeg.
Og ham den der spasser, der synes det er sjovt at være uhøflig overfor mig - ja, jeg kunne blokere ham, men nu ser vi lige hvor længe han har tænkt sig at blive ved.
Thi forkynder jeg for eder, er der noget jeg ikke magter, så er det mænd, der opfører sig som små lede kællinger!!

Før det er for sent

Jeg kan se at jeg ikke har vanvittigt mange læsere. Det er ikke et faktum jeg har tænkt mig at lave særlig meget om på, da jeg egentlig synes at det er rart at kunne lukke ukonstruktiv galde ud her, uden at skulle skulle tage hensyn til andres sarte følelser. Det er ulempen ved at være relativt gammel i gårde udi Bloglands lyksaligheder - man komme til at kende folk.

Jeg har dog været så latterligt uforsigtig at blogge under mit twitterpseudonym (hvad fanden skete der for dig, din dumme gimpe- og hvorfor helvede skriver du det herinde??), så jeg har været ret tilbageholdende med at ytre mig kritisk om Twitter og de mennesker, der er derinde.
For det er fannerme et forum, der kan æde en op. Levende!

Man skal virkelig se sig om for krammebamserne derinde, der hele tiden står klar til at gribe en, når man er lidt nede. Somme tider virker det som om de nærmest bare sidder og venter ved computeren. Jeg er klar over at der er nogle derude, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at komme så meget ud.
Men det der gruppeterapi, det er fanneme svært at komme udenom, hvis man en gang er kommet til at åbne op for gruppekram.

For et stykke tid siden, var der endda en person, der blev så stresset af alle de mennesker, som havde brug for kram og opbakning. Vedkommende havde simpelthen dårlig samvittighed, hvis han ikke var en af de første, til at skrive #twitterkram.

Og der er andre, der pludselig kræver opmærksomhed hele dagen. Og det er hårdt. Meget, for somme tider sker der noget ude i det virkelige liv og så har man ikke tid til at sidde og lege lommeterapeut, hvor gerne man end vil.
Heldigvis er twitterfællesskabet også et flygtigt et af slagsen, og der er no hard feelings, hvis man falder ud et par dage. Folk kommer og går, grupper dannes, opløses og nydannes. Det kommer an på hvor man lander i en samtale og hvordan man interagerer.

Personligt har jeg lært, kun at involvere mig med personer, som jeg rent faktisk gider snakke med. Ellers kan man sidde og have gang i en masse samtaler, som kun tjener til at prokrastinere eller stresse mig. Og det gider jeg ikke.
Ej heller, har jeg lyst til at agere krammebamse for en masse mennesker, som jeg kun kender via nettet - det er blevet skåret ned til et minimum og jeg sender hellere en gang #twitterlove for lidt end en for meget. For pludselig hænger man på den.

Men det er ikke kun krammerier, der er derinde. Faktisk er der en masse spændende mennesker derinde. Jeg har flirtet igennem derinde, været sjælesørger, fået øjnene op for madblogs, med en masse opskrifter til følge, blevet opdateret om det mest umulige, læst bøger og fået en masse gode grin derinde.
Jeg er også blevet forundret over folk, konstateret at folk også er bitches på nettet, hamret hovedet ned i bordet (mange gange) og meget meget mere.
Twitter er nettets store skolegård og folk opfører sig bestemt ikke altid lige godt. Heldigvis er jeg grundlæggende havnet et godt sted i twitterland og jeg er meget meget glad for min lille twittermatrikel. Men jeg er også glad for at jeg har lært, hvordan man holder fast i sig selv, når folk kommer kravlende. Ellers kan man nok hurtigt blive ædt op derinde, når man alligevel bare er en arbejdsløs substitut i frit fald mod samfundets bund ;-)

En rask lille bandbulle

Milady er grundigt knotten pt. Der er mange ting at være sur over. Lige nu er det kirkeministeren, der rimper min mund sammen, som en frigid kats rectum.

Han har sikkert de bedste intentioner, men det er sgu forstemmende at se Folkekirkens CEO stå og får teologiske bøllebank af en par sorthoveder fra Indre Mission, som det skete i ugens Debatten, hvor Clement Kjersgaard havde linet op til bitchfight ang. kirke og homovielser. Og for at det ikke skulle være løgn, måtte han have hjælp fra Kathrine Lilleør, som sparkede Krarupmås til den store guldmedalje (ok, det var ikke et fair match - Marie Krarup var forbløffende dårligt formuleret og argumenterende.)

For det første, synes jeg at det er pinligt, når en minister overhovedet ikke er klædt på til den debat, han selv har sat i gang, men tror at det  er nok at holde fast i at "Vi taler om kærligheden mellem to mennesker". Flot, Sareen, virkelig flot. Men hvor langt går tolerancen? Hvad med kærligheden mellem en 16årig og hendes 32årige lærer? Eller en 14årig og hans kammerats 25årige søster? I ikke så forfærdeligt gamle dage, var det helt almindeligt og accepteret at folk blev gift i den alder. Og formerede sig. Just saying.
Lad det bære sagt med det samme, jeg synes at der er en RIGTIG god ide at vie homoer i kirken - og måske få afmonteret begrebet "registreret partnerskab", der lyder som forholdet mellem en mand og hans første bil. Det der ordknepperi om "ægteskabet som familiestiftende" institution, er tiden vist for længst løbet fra (Ja, Marie Krarup, det er DIG jeg kigger på), juridisk set er der vist ingen forskel?

Men jeg bliver lidt bekymret, når der står en minister, der både gerne vil slå sig op på at være den, der lytter (hans FB-profil er plastret til med politisk korrekte opdateringer og opfordringer til at ytre sig) og så er han alligevel ikke særligt lyttende, når det kommer til den organisation, han skal stå i spidsen for i denne valgperiode. Fx er det ikke noget taktisk klogt træk at vedtage ved lov at homoer nu har vielsesret. Bevares, det har sparet noget tid, meeeen, Sareen, når du nu så gerne vil være den lyttende, åbne og alt det der gejl-minister, så må du sgu lære at lytte med et åbent sind i stedet for at behandle biskopperne som om de var dine pager. Du er heller ikke "chef" for Folkekirken. Du er sat til at lede dens administration. Så vidt jeg kan læse ud af din arbejdsbeskrivelse.

*fnys*

Op af humlesuppens bølger

Jeg magter kraftedeme stadig ikke at drikke alkohol. Og slet ikke øl. Nu er tømmermændene snart en uge gamle. Er man for gammel til at drikke sig teenagefuld, når man skal bruge 7 dage + på at restituere?
Fandenfuckeme pinligt det her......

Fra humlesuppens bølger.

Det er længe siden jeg har været så syg. Ikke engang sidste år, da en tweep drak mig så grundigt i hegnet at jeg ikke ikke kan huske hvordan jeg kom hjem, har jeg haft det så ringe.
En af mine venner ville mødes til en enkelt øl. Det var udgangspunktet, jeg sværger. Amar halshug og alt det der! Jeg skulle hjem og forberede mig til jobsamtale og havde INGEN intentioner om at ramme en hegnspæl. Jeg speaker the truth marn!!

Men den enkelte øl viste sig at være en KÆMPE juleøl fra bryggeriet og jeg blev fuld nok til at bestille en mere. Og så en Guinness på Tir na nog, uagtet at jeg så dobbelt og at jeg indlod mig på salsa til noget rædselsfuldt karaokemusik.

Kanon aften, men hvor ville jeg dog ønske at jeg havde spist noget aftensmad forinden. Har været syg det meste af 48 timer og skal stadig aldrig mere drikke øl. Måtte det være noget forbigående....

Det med dahmer

Det er noget sjovt noget det med veninder. Jeg plejer at sige at jeg foretrækker mænds selskab, men af en eller anden grund tiltrækker min høflige facade altid en mængde af de der hattedamer, med psykiske probleeeemer som jeg egentlig ikke ved hvad jeg skal stille op med. Jeg magter bare ikke de der socialt dysfunktioner -  de er så fucking krævende. Har et enkelt bekendtskab, som jeg slog mig hårdt i tøjret for at undgå. Det lykkedes ikke, men indtil videre er det lykkedes mig at få hende hamret ud i en armslængdes afstand. Og for helvede hvor har det krævet konstant træning af armmusklerne, for hver gang jeg slapper bare en smule af, forsøger hun at mase sig ind på livet af mig igen. PRONTO! Og der skal hun ikke være.

Jeg magter ikke at  hun optager hele min kommunikationsflade, både her og hisset, med hamrende ligegyldigheder om hvad hendes kæreste laver nu. Som om jeg gider vide det. Medmindre han er ved at partere sin svigernors lig eller noget lige så interessant.

Så på is med hende, for vi er jo konfliktsky her i firmaet og magter ikke at tage diskussionen med hende.
Men jeg ER ikke ret god til at sætte hælene i og verfe de der krammedamer af. Jeg krammer altid høfligt igen. Og så hænger de sgu ved!

Så hellere mænd. I hvert fald som venner og også helst som sexpartnere. Og kærester. Bortset fra at jeg er ved at blive helt umulig i hovedet over en fyr pt. Fanden tage dig!! Og jeg ved ikke engang om du ved hvem du er!!!!

Drømmetydning

Jeg har en fucked-up underbevidsthed! Seriøst!!
Den sidste tid er jeg vågnet op med et skrig og ikke kunnet finde ud af hvor jeg var. Som nu den fest som jeg sådan håbede var en drøm, men jeg kunne ikke finde ud af at vågne og så måtte det jo være en drøm, ikke? Selvom trapper og gulve er flået op og der er to fyre, der begge gør krav på at være min kæreste. Fanden til bogholderi det var.

Jeg vågnede og min første tanke var "Fuck!" Anden tanke var "Hvor er jeg? Og hvor er festen?" Tredje tanke var "PYHA!!!"

Anden psykopatdrøm indenfor få dage er at jeg ligger og sover, da døren går op og en fremmed mand kommer ind, ligesom viceværterne gør det på kollegierne. Lige meget om man sover eller boller. En af viceværterne på mit tidligere kollegium, gjorde endda en dyd ud af at glo efter pigerne, hvis han var så heldig at de ikke havde nået at hoppe i noget anstændigt tøj. Klamme nar!
Jeg vågnede ved mit eget skrig og skræmte livet af katten.

Ogh forleden, da jeg drømte om grundstødte skibe, prøveprædikener, hvor jeg gik mere op i kirketjeneriet og glemte mit manuskript, hellang blå selskabskjole og mine grimme røde strømper, flere synkende skibe, glasruder og en haj, der knækkede halsen på en schæferhund.

Er der en drømmetyder tilstede?

Lørdag aften

Rødvin.
Eva Cassidy
Bloglæsningin
Et mindre hysterisk anfald
Afslutningen af en hue (fryyyyd)
Mere vin
Og min fantastiske kødsovs, som det tager tre timer at lave
Ævl på face
Twitter
Spænding over jobsamtale
Dagdrømme
Livet er godt

Selvudelverende tuderi -der advares på forhånd!

Nu ER I advaret og det er jeg formentlig også, dersom jeg skulle læse dette igen ved lejlighed.

Når folk spørger mig om hvorfor jeg ikke tror på gud, plejer jeg at svare at jeg ikke har brug for at vide at der er et usynligt transcendalt væsen, der bekymrer sig om mig og som ser og tilgiver mine fejl, lige meget hvad. For jeg har jo min familie, der gør det samme, ikke? Hvad fanden skal man så med gud? Et usynligt væsen, der ikke gør meget væsen (fik I den?) ud af sig, men han ER der, han ELKER dig, han vil at du skal overholde hans bud ellers er Fanden løs og du er dømt til evig noget ikke særlig rart.
Nå, bortset fra det med gud, er ovenstående jo en fucking løgn!

Jeg er jo kun noget værd, når jeg gør noget for nogen. Det ved enhver! Jeg har konstant dårlig samvittighed overfor min familie, fordi jeg ikke synes at jeg gør nok og når jeg endelig gør noget, er det bare ikke godt nok. Så jeg går og føler mig konstant gældsat på hjælpekontoen. Faktisk kunne jeg engang finde på at aflyse venneaftaler, fordi moar skal bruge mig til noget hundesitning eller hønsehentning. Det gør jeg ikke mere, men jeg sørger som regel for at passe det ind i mit skema, så det kan blive gjort asap.

Men når jeg åbenbart er uduelig på alle andre områder, kan jeg vel gøre mig fortjent til at være en del af familien, ved at gøre mig nyttig. Og jeg opdager at mine søskende ser mig som en yngre kopi af vores mor. Hvilket jeg IKKE vil være. Så jeg slås med mig selv for at få den til at acceptere mig. Lukke mig ind.
Og jeg ved ikke engang om det er nødvendigt, men det siger de oppe i mit hoved at det er. Fordi jeg synes at mine forældre (læs:MOR) i forvejen tager for meget af min tid og er mere forbundet med frustrationer end glæder. Fordi hun ikke lader mig være i fred, hvordan det så end skal forstås. Jeg ved det ikke engang selv. Nu punker hun mig for at finde et job nu. Fuck af mor. Jeg går heller ikke og fortæller dig hvad du skal stille op med dig selv, vel? Bare fordi du ha et job, betyder det ikke at du har noget at skulle have sagt over os andre, vel? VEL??
Kæft jeg føler mig låst for tiden. I noget jeg sagtens kunne vride mig ud af, men jeg kan ikke overskue processen nu. Eller min mor endnu tættere på.... Eller mig selv.

x

Jeg burde egentlig se at få lukket noget galde ud - det er det eneste sted jeg kan gøre det, da der kun er mig, der kommer her. Så vidt jeg kan se.

Alligevel er jeg nødt til at være forsigtig med hvad jeg skriver, da man aldrig ved hvornår og af hvem man bliver fundet.
Men jeg har altså det her kvindelige bekendtskab. Som jeg egentlig godt kan lide. På afstand. For hun æder mig, hvis ikke jeg holder hende i strakt arm. Hvilket er svært.
Og jeg er bedøvende ligeglad med alle de små ting hendes kæreste gør for hende. Jeg KAN ikke interessere mig mindre for det. Men det skal jeg åbenbart. Så må have the big balls frem næste gang jeg skal indvies i ligegyldigheder om den arme knægt.

Og finde den lange arm frem. Hun er igen begyndt at snige sig ind på mig og selvom jeg nyder hendes selskab, er det mindst lige så rart, når man kan vinke farvel igen.

Hvorfor fanden gør jeg det her?

Det er virkelig ikke let når

kilden til alle mine frustrationer spørger mig hvorfor jeg er nede. Fanden tage Twitter og fanden tage min selvudleveringstrang! Tak og lov for mødre- dem kan man give skylden for det meste ;-)

Attenzione!

Jeg er nemlig KILLINGEskruk!!
Ender sgu nok mit liv som kattedame.

Miss Chili

Her på mine ældre dage er jeg ved at springe ud som haveinteresseret. I hvert fald har jeg lige indkøbt en bunke chiliplanter og jeg nusser og pusser om dem, så jeg ikke kan kende mig selv.
Jeg ELSKER chili og jeg elsker smukke blomster, men indtil videre har jeg kun magtet at holde liv i en kaktusplante og en aloe vera, der livede betragteligt op, da jeg holdt op med at interessere mig for den.

Mine nyeste børn i husholdningen er en apache-chili, en habanero-plante, en smuk arizonachiliplante og en nordamerikansk mynte. Min vindueskarm dufter som en mojitofabrik og chilierne har fået at vide at de har at sætte frugter, for de skal bruges til alt muligt og jeg TÅLER ikke slinger i valsen- der skal produceres!
Lige for tiden kører jeg et trip med at smide rå chili i min te. Det giver en dejlig brænden, sætter gang i blodomløbet og spicer en ellers halvkedelig te op.


Og nåja, så er det jo flotte planter jeg har. Love them love them :-)

Rod-spotting

Kunta Kinte er genopstået! Han render rundt herinde i en ISS-uniform og skal forestille at gøre rent.Han er høj, bred, kulsort og har det der uundgrundelige ansigt som man ofte ser for sig, når man skal forestille sig "the noble savage". Eller også er det bare stoneface, som skal dække over en ulidelig lede ved jobbet.
Jeg ved det ikke. Men han ser helt forkert ud heroppe. Han burde være nøgen nede på savannen og jagte løver, danse vilde danse rundt om bålet og score dansende lige så sorte ungmøer.
Alligevel bliver jeg lidt glad, når jeg ser ham. Selvom han kun hilser nødtvungent på mig, som om jeg er et insekt han burde kvase, men jeg sidder udenfor rækkevidde.

I hvert fald ser han ud som jeg forestillede mig Kunta Kinte, da jeg læste "Rødder" (som jeg i øvrigt synes var pladderromantisk, grænsende til hysterisk i sit forhold til den afrikanske arv) - den her stoiske neger, der fik taget alle livsdrømmene og nu lever fuldkommen desillusioneret i en verden, hvor hver dag har nok i sin plage.

Men sådan ville jeg også se ud, hvis min eneste jobmulighed var et rengøringsjob....

Oh Moder min

Som så mange andre nyuddannede søger jeg et job. Da der kun er mig selv at tage hensyn til (jeg har i hvert fald ikke mødt nogen der kunne tænkes at ville flytte med mig), er jeg ret fleksibel med hvor jeg ender, men vil dog helst blive i Århus-området. Eller flytte til enten Odense eller en af stationsbyerne i Sjællandsområdet.

Faktisk tror jeg ved eftertanke at jeg ville foretrække at flytte langt pokker i vold væk fra mine forældre. Jeg er dødtræt af at min mor ser min svoger og mig som hendes forlængede arm, når det gælder hende og jeg er dødtræt at at blive kommanderet hjem i tide og utide og mest af alt er jeg træt af den massivt dårlige samvittighed jeg altid får, når jeg siger nej. Så jeg siger ikke nej ret tit, kan I nok regne ud.

Hold kæft, det lyder som om jeg har et massivt mor-problem. Hvilket jeg også har lige for tiden. Fanden til depression at starte bloggen op med.

Hundemor

Nå, det var hurtigt jeg skulle vende tilbage. Sagen er at mine forældre har en hund, der i DEN grad er min mors projekt. Og dermed alle vi andres. Mener hun selv.
Og jeg er efterhånden ved at være grundigt træt af at siden det er mig, der er arbejdsløs, er det mig, der hænger på køteren, når den skal til dyrlæge. Eller rettere, jeg er træt af at hun på hundens vegne sætter sig på flere dage i min kalender, når der er andre ting man måske hellere vil, men må sige nej til fordi man to måneder i forvejen har lovet at sitte hund.

Misforstå mig ikke, jeg vil gerne hjælpe, men jeg synes efterhånden at hun i den grad lader sit eget sociale liv diktere af om hun kan få en sitter til hunden. For det er ikke godt nok at min far er hjemme - jeg ved ikke hvorfor?
Og jeg gider ikke at MIT sociale liv skal dikteres af hendes husdyrhold!

Så jeg forsøger at sige nej. Men jeg har ingen gyldige undskyldning for at sige nej, da jeg er arbejdsløs og følgelig sidder på mine hænder.
For himlens skyld jeg er sur - det er bare ikke konstruktivt det her!

Back at Blogspot

Så prøver jeg igen her fra blogspot.