Kunta Kinte er genopstået! Han render rundt herinde i en ISS-uniform og skal forestille at gøre rent.Han er høj, bred, kulsort og har det der uundgrundelige ansigt som man ofte ser for sig, når man skal forestille sig "the noble savage". Eller også er det bare stoneface, som skal dække over en ulidelig lede ved jobbet.
Jeg ved det ikke. Men han ser helt forkert ud heroppe. Han burde være nøgen nede på savannen og jagte løver, danse vilde danse rundt om bålet og score dansende lige så sorte ungmøer.
Alligevel bliver jeg lidt glad, når jeg ser ham. Selvom han kun hilser nødtvungent på mig, som om jeg er et insekt han burde kvase, men jeg sidder udenfor rækkevidde.
I hvert fald ser han ud som jeg forestillede mig Kunta Kinte, da jeg læste "Rødder" (som jeg i øvrigt synes var pladderromantisk, grænsende til hysterisk i sit forhold til den afrikanske arv) - den her stoiske neger, der fik taget alle livsdrømmene og nu lever fuldkommen desillusioneret i en verden, hvor hver dag har nok i sin plage.
Men sådan ville jeg også se ud, hvis min eneste jobmulighed var et rengøringsjob....
fredag den 30. september 2011
tirsdag den 27. september 2011
Oh Moder min
Som så mange andre nyuddannede søger jeg et job. Da der kun er mig selv at tage hensyn til (jeg har i hvert fald ikke mødt nogen der kunne tænkes at ville flytte med mig), er jeg ret fleksibel med hvor jeg ender, men vil dog helst blive i Århus-området. Eller flytte til enten Odense eller en af stationsbyerne i Sjællandsområdet.
Faktisk tror jeg ved eftertanke at jeg ville foretrække at flytte langt pokker i vold væk fra mine forældre. Jeg er dødtræt af at min mor ser min svoger og mig som hendes forlængede arm, når det gælder hende og jeg er dødtræt at at blive kommanderet hjem i tide og utide og mest af alt er jeg træt af den massivt dårlige samvittighed jeg altid får, når jeg siger nej. Så jeg siger ikke nej ret tit, kan I nok regne ud.
Hold kæft, det lyder som om jeg har et massivt mor-problem. Hvilket jeg også har lige for tiden. Fanden til depression at starte bloggen op med.
Faktisk tror jeg ved eftertanke at jeg ville foretrække at flytte langt pokker i vold væk fra mine forældre. Jeg er dødtræt af at min mor ser min svoger og mig som hendes forlængede arm, når det gælder hende og jeg er dødtræt at at blive kommanderet hjem i tide og utide og mest af alt er jeg træt af den massivt dårlige samvittighed jeg altid får, når jeg siger nej. Så jeg siger ikke nej ret tit, kan I nok regne ud.
Hold kæft, det lyder som om jeg har et massivt mor-problem. Hvilket jeg også har lige for tiden. Fanden til depression at starte bloggen op med.
Hundemor
Nå, det var hurtigt jeg skulle vende tilbage. Sagen er at mine forældre har en hund, der i DEN grad er min mors projekt. Og dermed alle vi andres. Mener hun selv.
Og jeg er efterhånden ved at være grundigt træt af at siden det er mig, der er arbejdsløs, er det mig, der hænger på køteren, når den skal til dyrlæge. Eller rettere, jeg er træt af at hun på hundens vegne sætter sig på flere dage i min kalender, når der er andre ting man måske hellere vil, men må sige nej til fordi man to måneder i forvejen har lovet at sitte hund.
Misforstå mig ikke, jeg vil gerne hjælpe, men jeg synes efterhånden at hun i den grad lader sit eget sociale liv diktere af om hun kan få en sitter til hunden. For det er ikke godt nok at min far er hjemme - jeg ved ikke hvorfor?
Og jeg gider ikke at MIT sociale liv skal dikteres af hendes husdyrhold!
Så jeg forsøger at sige nej. Men jeg har ingen gyldige undskyldning for at sige nej, da jeg er arbejdsløs og følgelig sidder på mine hænder.
For himlens skyld jeg er sur - det er bare ikke konstruktivt det her!
Og jeg er efterhånden ved at være grundigt træt af at siden det er mig, der er arbejdsløs, er det mig, der hænger på køteren, når den skal til dyrlæge. Eller rettere, jeg er træt af at hun på hundens vegne sætter sig på flere dage i min kalender, når der er andre ting man måske hellere vil, men må sige nej til fordi man to måneder i forvejen har lovet at sitte hund.
Misforstå mig ikke, jeg vil gerne hjælpe, men jeg synes efterhånden at hun i den grad lader sit eget sociale liv diktere af om hun kan få en sitter til hunden. For det er ikke godt nok at min far er hjemme - jeg ved ikke hvorfor?
Og jeg gider ikke at MIT sociale liv skal dikteres af hendes husdyrhold!
Så jeg forsøger at sige nej. Men jeg har ingen gyldige undskyldning for at sige nej, da jeg er arbejdsløs og følgelig sidder på mine hænder.
For himlens skyld jeg er sur - det er bare ikke konstruktivt det her!
Abonner på:
Opslag (Atom)