Nu ER I advaret og det er jeg formentlig også, dersom jeg skulle læse dette igen ved lejlighed.
Når folk spørger mig om hvorfor jeg ikke tror på gud, plejer jeg at svare at jeg ikke har brug for at vide at der er et usynligt transcendalt væsen, der bekymrer sig om mig og som ser og tilgiver mine fejl, lige meget hvad. For jeg har jo min familie, der gør det samme, ikke? Hvad fanden skal man så med gud? Et usynligt væsen, der ikke gør meget væsen (fik I den?) ud af sig, men han ER der, han ELKER dig, han vil at du skal overholde hans bud ellers er Fanden løs og du er dømt til evig noget ikke særlig rart.
Nå, bortset fra det med gud, er ovenstående jo en fucking løgn!
Jeg er jo kun noget værd, når jeg gør noget for nogen. Det ved enhver! Jeg har konstant dårlig samvittighed overfor min familie, fordi jeg ikke synes at jeg gør nok og når jeg endelig gør noget, er det bare ikke godt nok. Så jeg går og føler mig konstant gældsat på hjælpekontoen. Faktisk kunne jeg engang finde på at aflyse venneaftaler, fordi moar skal bruge mig til noget hundesitning eller hønsehentning. Det gør jeg ikke mere, men jeg sørger som regel for at passe det ind i mit skema, så det kan blive gjort asap.
Men når jeg åbenbart er uduelig på alle andre områder, kan jeg vel gøre mig fortjent til at være en del af familien, ved at gøre mig nyttig. Og jeg opdager at mine søskende ser mig som en yngre kopi af vores mor. Hvilket jeg IKKE vil være. Så jeg slås med mig selv for at få den til at acceptere mig. Lukke mig ind.
Og jeg ved ikke engang om det er nødvendigt, men det siger de oppe i mit hoved at det er. Fordi jeg synes at mine forældre (læs:MOR) i forvejen tager for meget af min tid og er mere forbundet med frustrationer end glæder. Fordi hun ikke lader mig være i fred, hvordan det så end skal forstås. Jeg ved det ikke engang selv. Nu punker hun mig for at finde et job nu. Fuck af mor. Jeg går heller ikke og fortæller dig hvad du skal stille op med dig selv, vel? Bare fordi du ha et job, betyder det ikke at du har noget at skulle have sagt over os andre, vel? VEL??
Kæft jeg føler mig låst for tiden. I noget jeg sagtens kunne vride mig ud af, men jeg kan ikke overskue processen nu. Eller min mor endnu tættere på.... Eller mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar