Jeg kan se at jeg ikke har vanvittigt mange læsere. Det er ikke et faktum jeg har tænkt mig at lave særlig meget om på, da jeg egentlig synes at det er rart at kunne lukke ukonstruktiv galde ud her, uden at skulle skulle tage hensyn til andres sarte følelser. Det er ulempen ved at være relativt gammel i gårde udi Bloglands lyksaligheder - man komme til at kende folk.
Jeg har dog været så latterligt uforsigtig at blogge under mit twitterpseudonym (hvad fanden skete der for dig, din dumme gimpe- og hvorfor helvede skriver du det herinde??), så jeg har været ret tilbageholdende med at ytre mig kritisk om Twitter og de mennesker, der er derinde.
For det er fannerme et forum, der kan æde en op. Levende!
Man skal virkelig se sig om for krammebamserne derinde, der hele tiden står klar til at gribe en, når man er lidt nede. Somme tider virker det som om de nærmest bare sidder og venter ved computeren. Jeg er klar over at der er nogle derude, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at komme så meget ud.
Men det der gruppeterapi, det er fanneme svært at komme udenom, hvis man en gang er kommet til at åbne op for gruppekram.
For et stykke tid siden, var der endda en person, der blev så stresset af alle de mennesker, som havde brug for kram og opbakning. Vedkommende havde simpelthen dårlig samvittighed, hvis han ikke var en af de første, til at skrive #twitterkram.
Og der er andre, der pludselig kræver opmærksomhed hele dagen. Og det er hårdt. Meget, for somme tider sker der noget ude i det virkelige liv og så har man ikke tid til at sidde og lege lommeterapeut, hvor gerne man end vil.
Heldigvis er twitterfællesskabet også et flygtigt et af slagsen, og der er no hard feelings, hvis man falder ud et par dage. Folk kommer og går, grupper dannes, opløses og nydannes. Det kommer an på hvor man lander i en samtale og hvordan man interagerer.
Personligt har jeg lært, kun at involvere mig med personer, som jeg rent faktisk gider snakke med. Ellers kan man sidde og have gang i en masse samtaler, som kun tjener til at prokrastinere eller stresse mig. Og det gider jeg ikke.
Ej heller, har jeg lyst til at agere krammebamse for en masse mennesker, som jeg kun kender via nettet - det er blevet skåret ned til et minimum og jeg sender hellere en gang #twitterlove for lidt end en for meget. For pludselig hænger man på den.
Men det er ikke kun krammerier, der er derinde. Faktisk er der en masse spændende mennesker derinde. Jeg har flirtet igennem derinde, været sjælesørger, fået øjnene op for madblogs, med en masse opskrifter til følge, blevet opdateret om det mest umulige, læst bøger og fået en masse gode grin derinde.
Jeg er også blevet forundret over folk, konstateret at folk også er bitches på nettet, hamret hovedet ned i bordet (mange gange) og meget meget mere.
Twitter er nettets store skolegård og folk opfører sig bestemt ikke altid lige godt. Heldigvis er jeg grundlæggende havnet et godt sted i twitterland og jeg er meget meget glad for min lille twittermatrikel. Men jeg er også glad for at jeg har lært, hvordan man holder fast i sig selv, når folk kommer kravlende. Ellers kan man nok hurtigt blive ædt op derinde, når man alligevel bare er en arbejdsløs substitut i frit fald mod samfundets bund ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar