hrmpf.

jeg burde nok opdatere noget mere, da jeg primært oprettede denne blog, for at have et rart anonymt sted at læsse mine frustrationer af, men der sker lissom ikke rigtig noget, andet end jeg bliver mere og mere citronagtig i ansigtet og kan slå Bitterfissens temper med flere kilometer. Desværre er mit sprog både værre og bedre end hendes - jeg ville ALDRG kunne komme på udtryk som "Splitte mine kødgardiner" og jeg har ellers ry, for at være en værre havnearbejder.

Nå, jeg har ondt i kærligheden og ondt i joblivet.Og ondt i mine forældrerelationer, min samvitttigheder er bundrådden og der findes ingen påviselig grund til noget af det, andet end at jeg skal tage mig sammen. Og blive klippet. Og få et arbejde. Og se at få lavet alt det, som de andre vil have mig til. Jeg har jo ikke tid til andet, vel?
Hvordan forklarer man folk, at selvom jeg måske nok har tiden, så gider jeg ikke se på dem? At de blandt andet selv er årsagen, til at min kalender er fyldt op? Og at de er de sidste til at få at vide, at den er tom? At jeg ikke vil lade min mors køter bestemme mit sociale liv, fordi hun bruger den som undskyldning for at jeg skal komme hjem? Hvad er i øvrigt meningen med at jeg skal hjem til de gamle hele tiden? Kontrol? Moar, gider du godt svare, for en sjælden gangs skyld?
Eller skal vi blive ved i sammen rille, hvor du hiver og jeg trækker?
Har du overvejet, at det du har brokket dig over, ved alle mine kærester, er det som jeg brokker mig over, ved dig?
Du vil bestemme over mig. Du dræner mig. Du vil have eneretten over mig. Du er værre end dem alle sammen til sammen og du er den eneste, som giver  mig den der kulsorte samvittighed. Men du er mine kæresters egne grimmeste sider. I har ikke noget at lade hinanden høre. Selvom I forsøgte. Og sikkert vil forsøge igen, næste gang jeg prioriterer en fyr over dig.

Fuck, hvor er jeg vred. På mig selv. Dig kan man jo ikke være vred på, det ville være unfair. du kan jo ikke se ind i mig, vel? Du ser bare en tvær forvokset 30årig, der opfører sig som en forkælet teenager. Jeg ser dig til gengæld som en forkælet treåring. Og sådan kan vi holde hinanden fast. For vi er åbenbart ikke interesserede i at komme videre. Du havde så travlt med at grine af min fars tudegruppe og terapisnak. Er du klar over, hvor meget vi to trænger til en omgang parterapi?
Er du? Eller kører du stadig bare rundt i din egen lille snævre verden, hvor du er centrum? Har du tænkt dig at blive rigtig voksen, inden du går i barndom?
Ok - jeg er også vred på dig. Over at du er som du er. At du er alt det, du har opdraget mig til ikke at være. Egoistisk, selvtilstrækkelig, bedrevidende, hensynsløs. Jeg føler, at du har opdraget mig som en tjener. Ikke som et frit tænkende individ. For hvordan skalman kunne tænke frit, når man samtidig får indpodet at MOR har ret? Også, når hun ikke har det?
Hvordan kunne mine søskende slippe så relativt let fra det? Jeg har det som om, det er mig, der trak hele læsset for dem. Ansvarsløse unger. Især den mindste. Min bror, er den jeg er længst fra, men som jeg respekterer mest. Fordi han i modsætning til mig, kan sige fra. Og er ligeglad med at du bliver sur.

Mor, jeg elsker dig! Ved du godt det?