lørdag den 2. marts 2013

Pressefoto, prostitution og aversion

Årets pressefoto er taget af Marie Hald og forestiller Bonnie - en prostitueret-  der er sammen med en kunde. Billedet blev valgt, pga den prostueredes "blik, man sent vil glemme". Jeg kiggede på damen og tænkte, at hun godt nok så lidt anstrengt ud, men det kunne jo skyldes så meget. JP skriver om "døde øjne" og når man ser resten af billedserien igennem, ser man at samme blik mere eller mindre går igen. Bonnie er både ramt af spiseforstyrrelse, døde øjne og et anstregnt forhold til mænd og det forstår man egentlig godt, når man læser hendes historie.
Men egentlig er jeg ligeglad med Bonnie i denne sammenhæng - jeg er derimod ganske nysgerrig for at vide om Marie Hald havde vundet, hvis det netop ikke var fordi at billedserien viser en prostitueret, der kommer fra samfundets bund, men stædigt kæmper videre trods lokalsamfundets fordømmelse og fordomme. Hun inkarnerer nemlig det billede, som Christiansborg gerne hæfter på prostituerede - nemlig den ulykkelige, misbrugte luder, der ikke er luder af lyst, men af nød.
Bonnie selv giver imidlertid fingeren til hattedamerne på Christiansborg, ude på Østerbro og alle de andre wannabefeminister, der efterhånden har gjort feminisme til en religion, hvor man diskuterer den rette måde, at være feminist på og udviser alt andet end søstersolidaritet. Hun ser nemlig ikke sig selv som offer eller en ulykkelig arbejder, men sammenligner sig selv med en truckdriver eller rengøringsdame, som garanteret heller ikke synes at deres job er verdens fedeste. Og respekt for det. Man kan ikke alle sammen tilhøre det kreative segment, der har tid og råd til at fortælle de andre, at uddannelse er vejen til Det Gode Liv, hvor man kan realisere sig selv og i øvrigt er du din egen lykkes smed. Samtidig er de efter de kvinder, der netop hopper udenom den offentlige forsørgelse og vælger prostitution fremfor kontanthjælpen - et valg, som jeg har fuld sympati for!
Er det ikke meningen, at vi skal være selvforsørgende? Hvad er så meningen med at gøre det besværligt for de kvinder, der rent faktisk gør det, når alternativet er en rengøringstjans med umulige arbejdstider (og mindre i løn), kontanthjælp, eller noget lige så dødssygt?
Så meget for kvinderne af Bonnies type. Så er der de universitetsstuderende, der skal financiere studierne for en kort periode. De er i hvert fald slet ikke stakkels. Så er der dem, der gør det, fordi de kan lide det. Jeg tror, at det er de færreste ikke-junkier og handlede kvinder, der ser sig selv som ofre i sexbranchen og derfor er det helt hen i vejret, at cafe-latterne vedblivende gør dem til ofre og behandler dem nedladende, som om de ikke ved, hvad der er godt for dem og deres liv. Det er matroniserende, chauvinistisk, usolidarisk og kvinde er kvinde værst-agtigt.
Jeg kunne godt tænke mig at se samme reportage om en rengøringsdame.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar