Raserianfald er altid godt og nu, hvor jeg sagtens kan læne mig tilbage i min lune rede og være klåw på andre jobsøgeres vegne - jeg kom jo sikkert i havn, ikke? I gamle dage betød det, at jeg var blevet godt gift. Nu betyder det, at jeg har fået et "ordentligt" job med rigtige penge og den slags, der betyder, at jeg ikke ligger samfundet til last.
Jeg bliver godt nok nok lønnet fra finansloven, men det tager vi os ikke af, vel?
Nå, jeg kan huske den her følelse af at Dagpengeland gav mig det indtryk, at jeg ikke kunne selv. Altså finde et job. Overhovedet ikke. Derfor skulle jeg "hjælpes" i job. Allerede indet blækket på mine uddannelsespapirer var tørt, var jeg et offer, der skulle have krisehjælpe over rettigheder, pligter og arbejdsløshed.
Ikke et tillykke med eksamen, næh, et rungende STAKKELS ARBEJDSLØSE TABER var det, systemet mødte mig med. Og bløde håndklæder, så jeg kunne tørre øjnene over at være arbejdsløs. For det var jo slet ikke bestemmelsem med mit liv og jeg måtte da virkelig have brug for hjælp nu, hvor jeg skulle i arbejde - den slags jobsøgning kann man jo ikke overlade til amatører, vel? Næh, jeg skulle trygt overlade sagerne til a-kasse og jobcenter og så skulle de nok sørge for de rette tiltag, der kunne "hjælpe" mig i job.
Som om jeg havde brug for hjælp, jeg havde brug for ferie!!!
Jeg var kvæstet overpå specialeslutspurten, kærestesorger og pastoralseminariet. Jeg havde fandme ikke brug for et job.
Men vi kunne da godt lade som om, det var synd for mig, at jeg ikke havde noget arbejde. Og hvor var jeg stakkels, når jeg var nødt til at sidde hjemmeo g læse alle min ulæste bøger, i stedet for at give mig til at lave noget meningsfyldt- som fx ARBEJDE.
Jeg var endda lige ved at tro, at det var synd for mig, at jeg var arbejdsløs, selvom jeg søgte yderst selektivt!
Og det er det, der er problemet - de arbejdsløse bliver gjort til sagesløse ofre, i retorikken. De skal "hjælpes" i arbejde. Hvad fanden er det for noget pis? De skal ikke hjælpes, de fleste arbejdsløse kan godt selv og lidt ferie ovenpå et studie, en fyring eller en opsigelse fra et kampnederen job turde være velfortjent, uden at man absolut skal hen og gruppekrammes af hele arbejdsløshedsbaduljen.
Det kan de begynde med efter et halvt år, hvor det måske kunne tyde på, at den arbejdsløse godt kunne bruge lidt sparring og måske en kontakt eller to, dersom man har nogle relevente virksomheder i systemet.
Men hjælp? Nej, fandme nej. Det er heller ikke synd for de arbejdsløse. Det er skideirriterende, men ikke synd og ikke degraderende.
Tværtimod gør hele retorikken de arbejdsløse til ufrivillige ofre for deres egen situation og alene ved offerretorikken, umyndiggøres de arbejdsløse og sættes i en passiv rolle, hvor det er samfundets opgave eat hjælpe med at skaffe drømmjobbet til veje. Og det bliver ALDRIG samfundets job, at skaffe anre i arbejde. Systemet kann formidle kontakter, men på et respekfuldt grundlag - og ikke noget pis med at søge bredt og alt det jazz. Hvis danskerne alligevel skal uddannes til arbejdsløshed, kann man for pokker ligeså godt se at få denm du i de ufaglærte Jobs INDEN der spildes penge på uddannelse. Men så var der jo nogle professorer, der skulle spares væk. Det er fandme ikke let at være samfundsguru!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar