Ja, jeg er ikke bedre end alle jer andre, jeg er bare lidt længere om det. Jeg har læst Fifty shades of Grey - bagfra! Dvs, jeg startede med sidste bind i trilogien (Bibliotekets skyld) og arbejdede mig nedefter.
Det er forbandet svært for mig at hade den. Lige så meget som jeg krøllede tæer over det elendige sprog, det hjælpeløse plot og de kedsommelige sexscener (Hvad fanden bliver det til, med det der S/M-halløj?), lige så meget blev jeg fanget ind af den der prinsessedrøm, som jeg ikke vil være ved, men som jeg alligevel har. Lidt, man er vel for helvede en voksen præstinde med egen præstegård, mislinger, menighed og konfirmander.
Og jeg har i hvert fald ikke brug for en mand til at passe på mig og købe ting til mig!
FNYS!!
Men lidt gammeldaws materialistisk romantik og penge som skidt, er jo ikke at foragte.
Og sex, selvfølgelig, men behøver det at være så kedeligt?
Bortset fra det, så var det svært for mig at få nogen føling med personerne. Anastacia Steele er en uskyldsren lille jomfru taget ud af en pornofilm og selvom hun interesserer sig for klassisk pladderromantik, mærker man ikke meget til det i bøgerne. Desuden har E. L. James fået Elizabeth Bennet galt i halsen, men det lader vi ligge for nu.
Faktisk er hovedpersonerne et par forskruede teenagere, der ikke kan finde ud af noget som helst end at komme på tværs af hinanden. Og knalde selvfølgelig. Overalt!
De andre karakterer er heller ikke just spændende. Det er overflade alt sammen og forfatteren magter overhovedet ikke at komme i dybden med hovedpersonerne eller alle de dæmoner, hun hjertens gerne udstyrer især stakkels Grey med. Der er også for mange plothuller. Og man RØVKEDER sig en del af Tiden, hvis man ikke sidder og hamrer hovedet ned i håndfladen over personernes indbyrdes idioti.
Ok, der er glimrende ting i bøgerne. Fx grinede jeg over Anastacias hhv snerpede underbevidsthed og den den indre Gudinde, der kører Go-go-Girl stilen. Charmerende og ganske morsomt.
Og så er der jo den fortærskede klassiker, hvor man møder kærestens mor for første gang med bollehår. Den bliver aldrig gammel.
Generelt er bøgerne ikke spændende. De er søde, letlæste og fine som hjernedødhedslæsning, men en god krimi er altså mere interessant.
Halvvejs gennem den tredje bog stod en ting mig klart. Jeg har datet han der Grey. Godt nok uden pengene og brændemærkerne, men den er god nok. Christian Grey er min eks. Sjældent er jeg blevet udsat for så meget kontrol, humørsyge og walking on egshells så mr Hypersensitiv ikke slog ud i en omgang følelsforanderlighed, der først og fremmest gik ud på at fortælle mig, at jeg skulle se at få slebet nogle kanter af, ellers var jeg ikke til at være sammen med.
Jeg blev faktisk så traumatiseret, at jeg siden kun har datet træmænd. I hvert fald fyre, der ikke opfører sig som små piger, hvis sarte følelser man konstant skal tage hensyn til. Kan de samtidigt rive mig mentalt rundt, så jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, eller hvilket ben jeg skal stå på, gør det sandelig heller ikke noget.
Men er der nogle damer, der er klar på Grey uden legerum, penge og andet lir, så har jeg hans nummer ;-)
