Inaktiv datingprofil

Jeg er, hvad man på de sociale medier vil kalde en "inaktiv datingprofil". Tinder og sugardaters er godt nok tilegnet singler, men hvorfor skal de have alt det sjove? Hvorfor skal jeg nøjes med at høre på vennernes grin af kiksede billeder på diverse datingsider?
Jeg vil med, så jeg oprettede en profil på Tinder og havde det herresjovt med at swipe og glo, men til sidst brugte jeg den faktisk kun til at lede efter fyre, jeg kendte i sladdermæssigt øjemed self og til sidst holdt  jeg op med at  bruge den.
Jeg skulle jo heller ikke bruge den til det, den egentlig er beregnet til.

Samme med Sugardaters. Jeg blev vildt nysgerrig (og temmeligt frastødt) efter jeg læste en kronik om, at Sugardaters gav blafrende røvhul. Ind med mig og kigge. Det var spændende - alt det, man skulle udfylde.
Sugarmama? Fannerme nej, jeg er BABE sgu da! Sugarmama, ligner jeg en MILF eller en af de der bumsterhuntresses nede fra Afrika?
 Alder - lidt yngre føler man sig vel altid.
Højde, vægt - fuck off, jeg er str nips uden at ligne en 12årig.
Hvad forventer jeg, at fyren vil bruge på mig om måneden? Så meget som muligt!
Og SÅ ind og kigge.

Hvis man som sugarbabe tror, at man havner i George Clooney-land befolket med velhavende og velholdte silverfoxes, så kan man GODT tro om.
Det er ret almindelige mænd, ikke ret meget Fifty Shades der.
I hvert fald ikke nogle, det er værd at få udvidet sit røvhul af, formeldest 3000 kr (hvilket INGEN mand får lov til. Min mås er ensrettet og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på), så jeg loggede ud og glemte alt om det. Eller, det troede jeg, at jeg havde, for så begyndte de at spamme mig mails om "nye matches". Nye matches? Jeg har da ikke liket nogen derinde!
Det viste sig, at det bare var nye profiler.
Jeg sammenlignede noter med en kammerat, der også var nysgerrig og først skrev sig op som BoyToy og ville derpå skifte til sugardaddy (klamt udtryk, egentligt), men droppede projektet, da det involverede betaling (og i øvrigt var dyrere end Scor). Men vi fik da grinet.
Og jeg har i øvrigt igen meldt mig inaktiv på det virtuelle datingmarked og slettet Sugarprofilen. Tinder har jeg bare undladt at downloade på min nye mobilos, så hej hej, hvis du får øje på mig derinde. Bare swipe til venstre, ikk?

Huller i kroppen

I morges faldt jeg over en facebookopdatering, hvor en yngre mor skrev at hun og sønnike skulle på hyg i dag og drengen (14 år) skulle have en piercing. Min første tanke var "Typisk...." Og så blev jeg misundelig. Jeg har aldrig tragtet efter en piercing, men så længe jeg kan huske, har jeg ønsket mig huller i ørerne. Min moder sagde dog blankt nej med den begrundelse, at der ville gå betændelse i, mine ører ville falde af og i øvrigt ville jeg få nikelallergi resten af mit liv. 

Nå....

Da jeg blev 18 og kom på højskole efter gymnasiet, gik jeg sammen med en anden veninde ned til den lokale guldsmed i Aabenraa og så fik vi lavet huller i ørerne.

Og vi var glade for det!

Da jeg ikke var hjemme hver weekend fra højskolen, gik der nogen tid før min moder genså mig, men til min overraskelse opdagede hun ikke mine ørers glitren og glimten. Hende om det.

Faktisk opdagede hun det først efter 6 uger og to besøg. Hun fik et hysterisk anfald, men var nødt til at køle ned, da jeg forbeholdt hende det faktum, at de havde siddet der i 6 uger. Argumentet om 18 år og myndighed vidste jeg af erfaring ikke bider på hende. Eller min mormor for den sags skyld...

Siden har der været ro omkring mit lille oprør. 

Så blev Lillen 18 år. Og misundelig. Og eftersom hun alle dage har haft et noget bedre greb om min moder end jeg, greb hun til en anden strategi. En længerevarende strategi, som bestod i at plage, lokke og overtale vores mor til at hun OGSÅ skulle have huller i ørerne.

Hvorfor hun ikke bare gik ned og gjorde det, er mig stadig en gåde, men mor må have sagt noget, som jeg ikke har hørt. I hvert fald gik Lillen i charmemode og holdt hver dag i en periode på, hvad der føltes som flere måneder laaaange foredrag om øreringe og glimte-glimte (nej, i min familie er vi ikke ret bling) og hvor FLOT det ville være. Til sidst gav min mor sig, men kun på betingelse af at hun måtte komme med ind og se af det blev gjort.

Nu har både Lillen og jeg fået flere øreringegaver af vores mor, men hvis Genillen en dag vil have huller i ørerne, skal vi nok ikke sige det til mormor...

Føl dig hjemme.

Når jeg har gæster, vil jeg helst have, at de føler sig hjemme. At de bare går i skuffer og skabe, som de vil, fordi det gør mange ting lettere for mig og fordi at jeg ellers bliver nervøs. 

Jeg har også ry for at være et godt sted at være. Hvorfor ved jeg ikke. Måske er det haven, mislingerne... Jeg ved det ikke. Jeg er nemlig en elendig værtinde. Jeg sætter gæsterne til at lave mad og jeg har ikke det der hyggeomgæsternegen, som en stor del af mine venner er udstyret med. Jeg har flere vennepar, som jeg gerne vil adopteret af.

Nogen, som kan komme og hjælpe mig med af catere mere end tre mennesker, når jeg har været så letsindig at invitere flere ad gangen.

Er man overnattende gæst, er der regler for at være på Miladys Pensionat.

Her er et udvalg:

Føl dig hjemme, men husk at det er MIG, der bor her. Og jeg er ikke din mor.

Jeg er heller ikke en opvaskemaskine, så når du besluttet dig for at tømme køleskabet, så RYD OP EFTER DIG!! Hvilket indebærer at man sætter i opvaskeren eller smider brugt service i vasken. De ting, man har taget ud, sættes på plads igen.

Mine katte bor her. Du er gæst. Så behandl dem pænt og accepter at de er i møblerne. Katte er DESIGNET til møbler. Undtagelsen er i gæsteværelset. Og lad dem ellers være, til de selv kommer og vil hilse på.

Kontoret er NO-GO! Det er for pinligt at vise frem.

LAD VÆRE MED AT RYDDE OP!!! Du er ikke min mor og jeg gider ikke at få hysteriske anfald mere end højst nødvendigt. (Dette er nok mest henvendt på min mor og mormor).

Underhold dig selv. Jeg bliver let drænet, så medmindre du smutter efter få timer, skal jeg have noget fred fra tid til anden. Det betydet egentlig bare, at jeg intet har imod at sidde sammen, mens vi laver noget hver for sig. Bare jeg har fred. ( dette kommer også an på den, jeg er sammen med. Nogle mennesker kan jeg ubesværet være sammen med i flere dage, andre kan jeg holde ud i få timer og andre igen kan jeg slet ikke holde ud).

Ellers vil jeg gerne have besøg. Jeg kan godt lide det, men vi er lige mødt til at være enige om mine husregler.

Dagpengeland.

I 10 måneder har jeg ikke været borger i Dagpengeland, men jeg har svært ved at rykke ud. Jeg følger stadig med i debatten om, hvordan vi behandler være arbejdsløse og jeg føler mig lige så ramt, som dem, det rent faktisk går ud over. 

Forleden sad jeg for sjov og studerende jobannoncer og flere af dem overvejede jeg spontant at søge, med den bagtanke, at det kunne holde mig fri af systemets kløer.

Men jeg er jo ikke i systemets kløer mere. Jeg er voksen i Moder Danmarks øjne (medmindre jeg bliver arbejdsløs igen), jeg tjener ok, har egen bil, bor i hus, har husdyr, konfirmander og deadlines til alt andet end jobansøgninger.

Hvorfor jeg ikke kan slippe følelsen af at være arbejdsløs, er mig en gåde. Jeg brød mig generelt ikke om at være arbejdsløs. Jeg brød mig ikke om kontrollen, den indbyggede mistillid og mærkelige forslag fra velmenende jobkonsulenter, der ikke anede, hvordan man håndterer arbejdsløse akademikere (ja, jeg lyder snobbet, det er akademikernes lod i livet. Til gengæld kan jeg kun bruge mine hænder til at skrive med), og den evindelige skriven i medierne, der gjorde mig og andre dagpengeindbyggere til skiftevis pariaer og ofre for systemet.

Hvorfor er jeg stadig mentalt arbejdsløs? Fordi det er trygt? Better a devil you know... Jeg tror det ikke. Jeg er konstant på dybt vand her, men i det mindste kan jeg svømme og skal ikke bekymre mig om mit eksistensgrundlag. 

Måske er det fordi jeg er min egen boss her. I skrivende stund har jeg hverdagstømmermænd og jeg skal op, i bad og på tur med en utålmodig hund.

Og arbejde. Hvilket mystisk nok kan kombineres med hundeluftning. I love it.