Dagpengeland.

I 10 måneder har jeg ikke været borger i Dagpengeland, men jeg har svært ved at rykke ud. Jeg følger stadig med i debatten om, hvordan vi behandler være arbejdsløse og jeg føler mig lige så ramt, som dem, det rent faktisk går ud over. 

Forleden sad jeg for sjov og studerende jobannoncer og flere af dem overvejede jeg spontant at søge, med den bagtanke, at det kunne holde mig fri af systemets kløer.

Men jeg er jo ikke i systemets kløer mere. Jeg er voksen i Moder Danmarks øjne (medmindre jeg bliver arbejdsløs igen), jeg tjener ok, har egen bil, bor i hus, har husdyr, konfirmander og deadlines til alt andet end jobansøgninger.

Hvorfor jeg ikke kan slippe følelsen af at være arbejdsløs, er mig en gåde. Jeg brød mig generelt ikke om at være arbejdsløs. Jeg brød mig ikke om kontrollen, den indbyggede mistillid og mærkelige forslag fra velmenende jobkonsulenter, der ikke anede, hvordan man håndterer arbejdsløse akademikere (ja, jeg lyder snobbet, det er akademikernes lod i livet. Til gengæld kan jeg kun bruge mine hænder til at skrive med), og den evindelige skriven i medierne, der gjorde mig og andre dagpengeindbyggere til skiftevis pariaer og ofre for systemet.

Hvorfor er jeg stadig mentalt arbejdsløs? Fordi det er trygt? Better a devil you know... Jeg tror det ikke. Jeg er konstant på dybt vand her, men i det mindste kan jeg svømme og skal ikke bekymre mig om mit eksistensgrundlag. 

Måske er det fordi jeg er min egen boss her. I skrivende stund har jeg hverdagstømmermænd og jeg skal op, i bad og på tur med en utålmodig hund.

Og arbejde. Hvilket mystisk nok kan kombineres med hundeluftning. I love it.