Nogle af de ting, jeg er vild med ved min mor er, at vi er ret ens, når det drejer sig om at disse folk og være urummelig. Fx har vi en fælles aversion, der smider superlativer efter selv det mest mediocre, man kan komme i nærheden af. Det er der sikkert en mening med, men det medfører automatisk, at man trækker 99% fra alt hvad han karakteriserer. Endvidere har han en underlig forkærlighed for fremmedord. Desværre aner han ikke, hvad de forskellige fremmedord betyder, hvorfor en samtale med ham kan være forfærdeligt underholdende og frustrerende alt efter mit øjeblikkelige overskud eller mangel på samme.
Nu kom jeg til at tænke på ham fordi han er det menneske, der har dannet grundlag for flest sproglige aversioner hos mig - end ikke Dagpengeland og Jobcenterland har magtet at fyre så mange floskler af. "Dialogisk" og "konstrutivistisk" giver mig automatisk tunnelsyn og lyst til at kvæle den første velmenende snaaaarkketerapeut, der krydser min vej og det er hans skyld.
Laaaaaaaaaang tid senere. Vi taler ÅR her!
Nå ja, så har han ofte beskyldt mig for at være kantet og trænge til at blive slebet til, hvorfor jeg har droppet kontakten med ham.
Det er muligt, at jeg lyder helvedes hård på skrift, men i virkeligheden er jeg bare en konfliktsky og behagesyg lille pige, så hvis nogen synes, at jeg er for kantet, er det fordi vedkommende er overhypersensibel eller psykopat og jeg magter ikke rigtig nogen af delene.
Derfor er jeg somme tider i tvivl om, hvorvidt jeg egner mig til det job, jeg har erhvervet mig. Det der førerhesteting har aldrig været mig og konflikter er SLET ikke mit game. Jeg er for længe om at blive gal, for længe om at sige fra, fordi jeg bliver bange og desuden kommer i tvivl om, hvorvidt mine indvendinger er rimelige eller ej.
Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv: Flere skænderier i 2016 på arbejdet. Så kan jeg måske få den kant, jeg er blevet beskyldt for at have for meget af.
