Random ranting

Milady er stadig galsindet og heldigvis er der rigeligt at tage fat på. For humor har jeg nemlig heller ikke noget af og derfor bliver jeg glad og gerne skidesur, når en eller anden stymper først er ondskabsfuld og skynder sig at gemme det bag en byge af smileys.
Jeg er fandme for gammel til det der ironi-pis. Ondskabsfuldheder er ondskabsfuldheder, hvad enten de er serveret direkte vom Fass eller viklet ind i nuttede smileys og haha-det-er-bare-for-sjov. Pt er der en kvabodder, der tilsyneladende har set sig sur på mig. Jeg aner ikke hvorfor og jeg jeg er egentlig ligeglad. Et cyberbekendtskab stikker heldigvis ikke ret dybt og man kan jo bare ignorere dem, man synes er dumme. Så siden igår har jeg ignoreret i stor stil. Og været ret stille på mine sociale-bekendtskabssider, men der er også den grund at jeg skal have svaret et andet bekendtskab på om jeg gider se på hende i morgen. Og det gider jeg sådan set godt, men hun skal sgu skride igen. Så skal liiige lægge en aftale ind, som hun ikke er en del af. Så kan det også blive hygsomt. Tror jeg.
Og ham den der spasser, der synes det er sjovt at være uhøflig overfor mig - ja, jeg kunne blokere ham, men nu ser vi lige hvor længe han har tænkt sig at blive ved.
Thi forkynder jeg for eder, er der noget jeg ikke magter, så er det mænd, der opfører sig som små lede kællinger!!

Før det er for sent

Jeg kan se at jeg ikke har vanvittigt mange læsere. Det er ikke et faktum jeg har tænkt mig at lave særlig meget om på, da jeg egentlig synes at det er rart at kunne lukke ukonstruktiv galde ud her, uden at skulle skulle tage hensyn til andres sarte følelser. Det er ulempen ved at være relativt gammel i gårde udi Bloglands lyksaligheder - man komme til at kende folk.

Jeg har dog været så latterligt uforsigtig at blogge under mit twitterpseudonym (hvad fanden skete der for dig, din dumme gimpe- og hvorfor helvede skriver du det herinde??), så jeg har været ret tilbageholdende med at ytre mig kritisk om Twitter og de mennesker, der er derinde.
For det er fannerme et forum, der kan æde en op. Levende!

Man skal virkelig se sig om for krammebamserne derinde, der hele tiden står klar til at gribe en, når man er lidt nede. Somme tider virker det som om de nærmest bare sidder og venter ved computeren. Jeg er klar over at der er nogle derude, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at komme så meget ud.
Men det der gruppeterapi, det er fanneme svært at komme udenom, hvis man en gang er kommet til at åbne op for gruppekram.

For et stykke tid siden, var der endda en person, der blev så stresset af alle de mennesker, som havde brug for kram og opbakning. Vedkommende havde simpelthen dårlig samvittighed, hvis han ikke var en af de første, til at skrive #twitterkram.

Og der er andre, der pludselig kræver opmærksomhed hele dagen. Og det er hårdt. Meget, for somme tider sker der noget ude i det virkelige liv og så har man ikke tid til at sidde og lege lommeterapeut, hvor gerne man end vil.
Heldigvis er twitterfællesskabet også et flygtigt et af slagsen, og der er no hard feelings, hvis man falder ud et par dage. Folk kommer og går, grupper dannes, opløses og nydannes. Det kommer an på hvor man lander i en samtale og hvordan man interagerer.

Personligt har jeg lært, kun at involvere mig med personer, som jeg rent faktisk gider snakke med. Ellers kan man sidde og have gang i en masse samtaler, som kun tjener til at prokrastinere eller stresse mig. Og det gider jeg ikke.
Ej heller, har jeg lyst til at agere krammebamse for en masse mennesker, som jeg kun kender via nettet - det er blevet skåret ned til et minimum og jeg sender hellere en gang #twitterlove for lidt end en for meget. For pludselig hænger man på den.

Men det er ikke kun krammerier, der er derinde. Faktisk er der en masse spændende mennesker derinde. Jeg har flirtet igennem derinde, været sjælesørger, fået øjnene op for madblogs, med en masse opskrifter til følge, blevet opdateret om det mest umulige, læst bøger og fået en masse gode grin derinde.
Jeg er også blevet forundret over folk, konstateret at folk også er bitches på nettet, hamret hovedet ned i bordet (mange gange) og meget meget mere.
Twitter er nettets store skolegård og folk opfører sig bestemt ikke altid lige godt. Heldigvis er jeg grundlæggende havnet et godt sted i twitterland og jeg er meget meget glad for min lille twittermatrikel. Men jeg er også glad for at jeg har lært, hvordan man holder fast i sig selv, når folk kommer kravlende. Ellers kan man nok hurtigt blive ædt op derinde, når man alligevel bare er en arbejdsløs substitut i frit fald mod samfundets bund ;-)

En rask lille bandbulle

Milady er grundigt knotten pt. Der er mange ting at være sur over. Lige nu er det kirkeministeren, der rimper min mund sammen, som en frigid kats rectum.

Han har sikkert de bedste intentioner, men det er sgu forstemmende at se Folkekirkens CEO stå og får teologiske bøllebank af en par sorthoveder fra Indre Mission, som det skete i ugens Debatten, hvor Clement Kjersgaard havde linet op til bitchfight ang. kirke og homovielser. Og for at det ikke skulle være løgn, måtte han have hjælp fra Kathrine Lilleør, som sparkede Krarupmås til den store guldmedalje (ok, det var ikke et fair match - Marie Krarup var forbløffende dårligt formuleret og argumenterende.)

For det første, synes jeg at det er pinligt, når en minister overhovedet ikke er klædt på til den debat, han selv har sat i gang, men tror at det  er nok at holde fast i at "Vi taler om kærligheden mellem to mennesker". Flot, Sareen, virkelig flot. Men hvor langt går tolerancen? Hvad med kærligheden mellem en 16årig og hendes 32årige lærer? Eller en 14årig og hans kammerats 25årige søster? I ikke så forfærdeligt gamle dage, var det helt almindeligt og accepteret at folk blev gift i den alder. Og formerede sig. Just saying.
Lad det bære sagt med det samme, jeg synes at der er en RIGTIG god ide at vie homoer i kirken - og måske få afmonteret begrebet "registreret partnerskab", der lyder som forholdet mellem en mand og hans første bil. Det der ordknepperi om "ægteskabet som familiestiftende" institution, er tiden vist for længst løbet fra (Ja, Marie Krarup, det er DIG jeg kigger på), juridisk set er der vist ingen forskel?

Men jeg bliver lidt bekymret, når der står en minister, der både gerne vil slå sig op på at være den, der lytter (hans FB-profil er plastret til med politisk korrekte opdateringer og opfordringer til at ytre sig) og så er han alligevel ikke særligt lyttende, når det kommer til den organisation, han skal stå i spidsen for i denne valgperiode. Fx er det ikke noget taktisk klogt træk at vedtage ved lov at homoer nu har vielsesret. Bevares, det har sparet noget tid, meeeen, Sareen, når du nu så gerne vil være den lyttende, åbne og alt det der gejl-minister, så må du sgu lære at lytte med et åbent sind i stedet for at behandle biskopperne som om de var dine pager. Du er heller ikke "chef" for Folkekirken. Du er sat til at lede dens administration. Så vidt jeg kan læse ud af din arbejdsbeskrivelse.

*fnys*

Op af humlesuppens bølger

Jeg magter kraftedeme stadig ikke at drikke alkohol. Og slet ikke øl. Nu er tømmermændene snart en uge gamle. Er man for gammel til at drikke sig teenagefuld, når man skal bruge 7 dage + på at restituere?
Fandenfuckeme pinligt det her......

Fra humlesuppens bølger.

Det er længe siden jeg har været så syg. Ikke engang sidste år, da en tweep drak mig så grundigt i hegnet at jeg ikke ikke kan huske hvordan jeg kom hjem, har jeg haft det så ringe.
En af mine venner ville mødes til en enkelt øl. Det var udgangspunktet, jeg sværger. Amar halshug og alt det der! Jeg skulle hjem og forberede mig til jobsamtale og havde INGEN intentioner om at ramme en hegnspæl. Jeg speaker the truth marn!!

Men den enkelte øl viste sig at være en KÆMPE juleøl fra bryggeriet og jeg blev fuld nok til at bestille en mere. Og så en Guinness på Tir na nog, uagtet at jeg så dobbelt og at jeg indlod mig på salsa til noget rædselsfuldt karaokemusik.

Kanon aften, men hvor ville jeg dog ønske at jeg havde spist noget aftensmad forinden. Har været syg det meste af 48 timer og skal stadig aldrig mere drikke øl. Måtte det være noget forbigående....

Det med dahmer

Det er noget sjovt noget det med veninder. Jeg plejer at sige at jeg foretrækker mænds selskab, men af en eller anden grund tiltrækker min høflige facade altid en mængde af de der hattedamer, med psykiske probleeeemer som jeg egentlig ikke ved hvad jeg skal stille op med. Jeg magter bare ikke de der socialt dysfunktioner -  de er så fucking krævende. Har et enkelt bekendtskab, som jeg slog mig hårdt i tøjret for at undgå. Det lykkedes ikke, men indtil videre er det lykkedes mig at få hende hamret ud i en armslængdes afstand. Og for helvede hvor har det krævet konstant træning af armmusklerne, for hver gang jeg slapper bare en smule af, forsøger hun at mase sig ind på livet af mig igen. PRONTO! Og der skal hun ikke være.

Jeg magter ikke at  hun optager hele min kommunikationsflade, både her og hisset, med hamrende ligegyldigheder om hvad hendes kæreste laver nu. Som om jeg gider vide det. Medmindre han er ved at partere sin svigernors lig eller noget lige så interessant.

Så på is med hende, for vi er jo konfliktsky her i firmaet og magter ikke at tage diskussionen med hende.
Men jeg ER ikke ret god til at sætte hælene i og verfe de der krammedamer af. Jeg krammer altid høfligt igen. Og så hænger de sgu ved!

Så hellere mænd. I hvert fald som venner og også helst som sexpartnere. Og kærester. Bortset fra at jeg er ved at blive helt umulig i hovedet over en fyr pt. Fanden tage dig!! Og jeg ved ikke engang om du ved hvem du er!!!!

Drømmetydning

Jeg har en fucked-up underbevidsthed! Seriøst!!
Den sidste tid er jeg vågnet op med et skrig og ikke kunnet finde ud af hvor jeg var. Som nu den fest som jeg sådan håbede var en drøm, men jeg kunne ikke finde ud af at vågne og så måtte det jo være en drøm, ikke? Selvom trapper og gulve er flået op og der er to fyre, der begge gør krav på at være min kæreste. Fanden til bogholderi det var.

Jeg vågnede og min første tanke var "Fuck!" Anden tanke var "Hvor er jeg? Og hvor er festen?" Tredje tanke var "PYHA!!!"

Anden psykopatdrøm indenfor få dage er at jeg ligger og sover, da døren går op og en fremmed mand kommer ind, ligesom viceværterne gør det på kollegierne. Lige meget om man sover eller boller. En af viceværterne på mit tidligere kollegium, gjorde endda en dyd ud af at glo efter pigerne, hvis han var så heldig at de ikke havde nået at hoppe i noget anstændigt tøj. Klamme nar!
Jeg vågnede ved mit eget skrig og skræmte livet af katten.

Ogh forleden, da jeg drømte om grundstødte skibe, prøveprædikener, hvor jeg gik mere op i kirketjeneriet og glemte mit manuskript, hellang blå selskabskjole og mine grimme røde strømper, flere synkende skibe, glasruder og en haj, der knækkede halsen på en schæferhund.

Er der en drømmetyder tilstede?